Muaythai - Thai boksning
Muaythai (udtales [mu-i-tai]) eller Thaiboksning er Thailands nationalsport. Med over 65.000 professionelle kæmpere i landet, og flere millioner udøvere i hele verdenen, er Muaythai en traditionsrig sport, der på ufattelig kort tid har bredt sig over hele verdenen, og som stadig vokser sig større og større. Men bag denne succes gemmer sig en lang og blodig historie, der måske er helt op til 1.300 år gammel.
En stor del af historien om Muaythai´s oprindelse blev tabt, da den burmesiske (Burma hedder i dag Myanmar) hær brændte Thailands tidligere hovedstad, Ayutthaya til jorden. Historien om Muaythai og mange skrifter om det tidlige Muaythai gik derfor tabt. Det man i dag ved om Muaythai, kommer fra burmesiske og cambodjanske skrifter, samt besøgende fra Europa. Der findes også få krøniker fra Lanna’s kongerige i Chiangmai.
Som sport bruges der knæ, albuer, spark, slag og kast som våben. Professionelt kæmpes der fem omgange af tre minutters varighed med to minutters pause imellem omgangene. Der kæmpes i shorts med boksehandsker (med bandager under), tandbeskytter og skridtbeskytter.
I amatør Thaiboksning bæres der yderligere vest, hjelm, albuebeskyttere og skinnebensbeskyttere, og der kæmpes i tre omgange á tre minutters varighed med ét minuts pause imellem omgangene. For juniorer kæmpes der tre omgange á to minutters varighed.
muaythai06Et typisk træningspas involverer løb, sjipning, hop på lastbilsdæk, skyggeboksning, sandsæktræning, træning på pads (puder) med Pad Man’en (træneren), clinch, styrketræning med egen kropsvægt og udstrækning.
Man kan træne for at komme i bedre form, få bedre kondition, større styrke og udholdenhed. Vi udfører træningen, så alle typer mennesker og størrelser kan træne. Vores hold henvender sig til såvel ”Hobby” udøveren, som til eliten, med fokus på at komme til stævner/kampe, når vi mener, i er klar til det. Ikke før!
Stilarten er et biprodukt af krigene mod Myanmar (Burma), hvor de thailandske soldater red i krig på elefant med forskellige våben: Økse, spyd, sværd m.v. Når en thailandsk soldat endte på jorden uden våben, kæmpede han stort set, som vi kender det fra sporten i dag: FULD kraft i alle teknikker, da målet var at dræbe sin modstander så hurtigt som muligt. Måden at angribe på – korte serier (3-4 teknikker) med fuld kraft i hver eneste teknik, ses tydeligt i sporten i dag.
Man skal være fyldt 12 år for at starte til Muaythai.
Hos YO IN KAN træner vi, som der trænes i Thailand.